Når du opretter en ansøgning, skal du så vidt muligt sikre dig, at ansøgningen indeholder den nødvendige information og dokumentation. Der er i denne forbindelse en række forhold, du med fordel kan være særligt opmærksom på.
Når eleven eller den studerende ikke er testet entydigt ordblind
Du skal ansøge om støtte til ordblinde elever og studerende med automatisk tildeling. Elever og studerende, som er testet entydigt ordblinde i Ordblindetesten, kan få IntoWords, 6 instruktionstimer og studiematerialer fra Nota med automatisk tildeling.
SPSA gør dig opmærksom på, hvis det ikke er muligt at søge med automatisk tildeling. I dette tilfælde er det vigtigt, du undersøger, hvorfor ansøgningen skal til manuel sagsbehandling, inden du sender den afsted. Det giver dig mulighed for at indhente den nødvendige supplerende dokumentation.
Årsager til, at ansøgningen skal til manuel sagsbehandling kan være, at eleven eller den studerende:
- Har scoret i gul eller grøn kategori i Ordblindetesten
- Er testet mere end én gang med Ordblindetesten
- Har en ordforrådsscore på 10 eller derunder
- Allerede har IntoWords i udlån
Læs om Ordblindetesten og flere test (spsu.dk)
Læs om lav ordforrådsscore i Ordblindetesten (spsu.dk)
Når ansøgningen kommer retur
En ansøgning, der bliver sendt retur, er ikke et afslag. En ansøgning bliver sendt retur, hvis vi mangler oplysninger for at kunne afgøre sagen.
Når vi sender en ansøgning retur til uddannelsesstedet, indsætter vi en kommentar i SPSA. I kommentaren kan du læse, hvad vi mangler for at kunne afgøre ansøgningen. Hvis du ikke kan skaffe al den dokumentation, vi beder om, kan du skrive en kommentar i SPSA og oplyse, hvilken dokumentation, du ikke kan fremskaffe. Husk at oplyse, hvilke oplysninger du kan fremskaffe.
En ansøgning, som bliver sendt tilbage til uddannelsesstedet, bliver automatisk returneret til STUK efter tre uger. Denne tidsfrist kan vi ikke ændre ved i den enkelte sag. Hvis du ikke kan fremskaffe den manglende dokumentation på tre uger, kan du skrive dette i en kommentar i SPSA. Så sender vi ansøgningen retur igen, når vi modtager den efter tre uger.
Hvis eleven scorer 10 eller derunder i ordforrådstesten
En score på 10 eller derunder i den basale ordforrådsprøve i Ordblindetesten betyder, at resultatet af Ordblindetesten ikke altid er fuldt pålideligt. Vi har derfor brug for yderligere oplysninger om elevens ordforråd.
Hvis der er tale om en elev, som lige er startet på skolen, har du muligvis ikke adgang til alle de efterspurgte oplysninger. Her må du tale med eleven eller elevens forældre om de oplevede vanskeligheder. Hvis du ikke kan få alle de oplysninger, vi beder om, kan du skrive en kommentar i SPSA og oplyse, hvilke informationer du ikke kan indhente. Husk at oplyse, hvilke oplysninger du kan fremskaffe.
Vi har brug for følgende oplysninger i forbindelse med en lav score i ordforrådstesten:
- Er der ordblindhed i elevens familie?
- Hvilke typer af fejl laver eleven i læsning og stavning, og hvilke tegn på ordblindhed ser elevens lærer eller læsevejleder?
- Hvordan opleves elevens ordforråd og generelle sprogfærdigheder? Hvis der er lavet andre ordforrådstest med eleven, kan de også vedhæftes.
- Skete der noget i testsituationen, som gjorde, at eleven ikke løste opgaverne så godt som muligt?
- Har eleven andre dokumenterede diagnoser eller vanskeligheder?
- Hvis eleven ikke har dansk som modersmål, er det relevant at vide: Om eleven har vanskeligheder med at forstå mundtligt dansk, hvor længe eleven har boet i Danmark, om eleven har gået i skole i Danmark, om eleven havde svært ved at lære at læse og skrive på sit modersmål, og om eleven i dag har vanskeligheder med at læse og skrive på sit modersmål.
Læs om lav ordforrådsscore i Ordblindetesten (spsu.dk)