Har du brug for SPS?
Den SPS-ansvarlige er en studievejleder eller anden ansat på skolen
Du kan kontakte skolen allerede inden, du starter på din uddannelse og blive sat i forbindelse med den SPS-ansvarlige.
Er du startet på skolen, kan du spørge en af dine lærere eller en på kontoret, om hvem der er den SPS-ansvarlige.
Sammen med den SPS-ansvarlige skal du tale om, hvad du har behov for af støtte for at kunne gennemføre uddannelsen på lige vilkår med de andre elever.
Hvis du har dokumentation for en funktionsnedsættelse, for eksempel en beskrivelse fra en læge, skal du tage den med til samtalen.
Den SPS-ansvarlige spørger dig om, hvilke vanskeligheder du oplever i forbindelse med din uddannelse, og hvilke krav der bliver stillet på den uddannelse, du tager.
I skal sammen beskrive nogle forslag til støtte, som kan afhjælpe de vanskeligheder, der kan opstå på uddannelsen på grund af funktionsnedsættelsen.
Inden du taler med den SPS-ansvarlige, kan du derfor tænke over:
- hvad du ikke kan i det daglige på uddannelsen
- hvorfor du tror, at du ikke kan det
- hvilken støtte, der vil bringe dig i stand til at kunne
Ansøgning om SPS
Hvis du vil søge om SPS, opretter skolen en ansøgning for dig, og sender den til styrelsen sammen med dokumentation for din funktionsnedsættelse. Vi behandler herefter ansøgningen og træffer en afgørelse. Du får svar på ansøgningen via Digital Post.
Når du har modtaget beskeden fra styrelsen, skal du kontakte skolen. Den SPS-ansvarlige på skolen kan informere dig om, hvad der videre skal ske. Det kan også være, at skolen tager kontakt til dig, men det er en god idé at være opmærksom på, om du har fået en besked om SPS.
Læs hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet behandler oplysninger om dig (spsu.dk) Lyt
Hvis du får afslag
Hvis du får afslag på din ansøgning, kan du klage over afgørelsen. Klagefristen er fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen.