Hop til indhold
Lyt

Hvad er en neurologisk funktionsnedsættelse?

En neurologisk funktionsnedsættelse kan for eksempel være en hjerneskade, epilepsi, senfølger efter hjernerystelse, Cerebral Parese, kronisk migræne og kronisk hovedpine.

Hvis du har en neurologisk funktionsnedsættelse, kan det give dig nogle udfordringer på uddannelsen. Du har måske svært ved at koncentrere dig, når du skal læse og skrive, eller du kan have svært ved at huske det, du har læst. Det kan også være, at du har svært ved at planlægge, læse lektier og aflevere dine opgaver til tiden.

Du kan også have problemer med:

  • Manglende overskud
  • Udtalt træthed/hjernetræthed
  • Ekstrem lyd- og lyssensitivitet
  • Planlægning samt at skabe struktur og overblik
  • Neurologisk betingede synsproblemer for eksempel begrænset synsfelt (typisk efter en blodprop)
  • Svimmelhed og balanceevne
  • Talevanskeligheder mm.

Hvilken støtte kan du få?

Hvis din neurologiske funktionsnedsættelse giver dig synsvanskeligheder, kan du have behov for hjælpemidler. Synsvanskeligheder kan for eksempel være samsynsproblemer eller kraftig lysfølsomhed på grund af senfølger efter hjernerystelse. For at afklare, hvilke hjælpemidler du har brug for, kan skolen søge om en hjælpemiddelafprøvning hos Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS) til dig.

I forbindelse med afklaringen kan du få vejledning i forskellige hjælpemidler og du kan afprøve, hvilke hjælpemidler, der bedst hjælper dig. Når afklaringen er afsluttet, skal skolen søge om at få de anbefalede hjælpemidlerne bevilget til dig. Det vil fremgå af afklaringsrapporten fra IBOS, hvilke hjælpemidler de anbefaler.

Din skole kan søge om hjælpemidler uden først at søge om en afklaring, hvis du allerede har dokumentation, der beskriver dit støttebehov.

Nedenfor kan du se en liste over de former for støtte, du kan få på din uddannelse gennem SPS-ordningen. Det er ikke sikkert, at alle støtteformerne er relevante for dig. Hvert enkelt punkt fører videre til en beskrivelse af støtten.

Du kan efter behov få:

Se en video om, hvordan du søger SPS

Læs om, hvordan du søger SPS

Overflytning af hjælpemidler

Hvis du tidligere har fået hjælpemidler gennem SPS-ordningen, kan de flyttes med over til din nye uddannelse. Tal med den SPS-ansvarlige på skolen, som kan hjælpe dig med at få overflyttet hjælpemidlerne.

Dokumentation

Du skal have dokumentation for din neurologiske funktionsnedsættelse med første gang, du har en samtale med den SPS-ansvarlige på skolen.

Dokumentation for en neurologisk funktionsnedsættelse kan for eksempel være en udtalelse fra din egen læge, speciallæge eller hospital, hvor der står, hvilken diagnose du har. Derudover kan dokumentationen som supplement bestå af en neuropsykologisk test eller vurdering, hvis du har fået foretaget det.

Det er vigtigt, at dokumentationen viser, hvordan du har det lige nu. Hvis du har en neurologisk funktionsnedsættelse, som ikke forsvinder (for eksempel en hjerneskade eller cerebral parese), behøver dokumentationen ikke at være ny – så længe den stadig passer til, hvordan du har det nu.

Sidst opdateret: 24. juni 2025