Hop til indhold
Lyt

I Høje Taastrup og Albertslund Kommuner blev mere end 50 pct. af eleverne vurderet ikke-uddannelsesparate i 2016 på folkeskoler, som har mange elever fra udsatte boligområder. Dette skal projektet ”Fremskudt vejledning i udsatte boligområder” være med til at ændre.

Den fremskudte vejledning betyder, at vejledningen skal tilbydes, hvor de unge bor og færdes. Den er først og fremmest rettet mod de unge, og deres forældre tilbydes også aktiviteter. Den primære målgruppe er ikke-uddannelsesparate unge i 8. Klasse, men andre kan også bruge vejledningstilbuddene.

Bedre udnyttelse af ressourcer gennem samarbejde

I boligområderne er der ud over UU-vejlederne mange andre aktører, der har berøring med de unge, og som også taler uddannelse med dem. Projektet skal styrke samarbejdet i områderne mellem UU, boligsociale aktører, klubber m.v., således at der skabes en fagligt stærk og koordineret indsats. Projektet skal sikre, at alle aktørernes ressourcer bruges optimalt til gavn for de unge. UU Vestegnen kan bidrage til dette arbejde med vejledningsfaglige kompetencer, som kan bruges i samspil med for eksempel klubmedarbejderes tilgang til de unge, hvor de ofte har en mere umiddelbar og direkte kontakt med dem, samt en relation opbygget gennem tid og via et andet fundament.

Ud over at flere unge bliver uddannelsesparate og kan gennemføre en ungdomsuddannelse, skal projektet bidrage til at etablere en platform for samarbejde og et gensidigt kendskab til de forskellige aktørers spidskompetencer. Samarbejdet skal forankres, så det også fungerer efter projektperioden.

Forarbejde gennem dialog

UU medarbejderne har i den indledende fase i projektet lagt meget energi i at få en dialog med mange forskellige aktører og interessenter i boligområderne. Det har været en vigtig prioritering at have en dialog omkring samarbejdsmuligheder, forskellige tilgange til de unge og deres familier samt sætte fokus på hinandens ressourcer. UU Vestegnen er blevet mødt med stor velvilje og interesse, og drøftelserne har åbnet mange muligheder for samarbejde og aktiviteter.

Fremskudt vejledning er allerede i gang

I Høje Taastrup etableres et fast ugentligt vejledningstilbud i det boligsociale kontor, hvor der fx også sidder beboerrådgivning og sundhedspersonale. I Albertslund finder det sted på et bibliotek, hvor der også er en boligsocial medarbejder og aktiviteter for de unge.

Begge tilbud suppleres med andre aktiviteter, og i Albertslund er der fx aftalt en aften for både forældre og unge om uddannelse, hvor der skal deltage forældre- og ungerollemodeller.

De udsatte boligområder i Høje-Taastrup og Albertslund Kommune

De udsatte boligområder i kommunerne er karakteriseret af lavt uddannelsesniveau, lav beskæftigelsesfrekvens, mange enlige forsørgere og mange borgere på overførselsindkomster. Mellem 50-65 pct. af indbyggerne har status som indvandrere, efterkommere, flygtninge m.v.

Antallet af ikke-uddannelsesparate ved den foreløbige uddannelsesparathedsvurdering i 8. klasse i fem folkeskoler, med mange elever fra udsatte boligområder, lå i 2016 mellem 48 og 58 pct.

En del af BFAU’s lokale udviklingsinitiativer

Samarbejdet med UU Vestegnen er en del af BFAU's vejledningsindsats i 2015-2018, der sætter fokus på vejledning af unge og støtter Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU) i deres arbejde med at få en endnu større andel af de ikke-uddannelsesparate børn og unge til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Projektkontakt på UU Vestegnen

Centerchef Carsten Bøtker
Mobil: 224287550
E-mail: Carsten.Boetker@UU-Vestegnen.dk

UU Vestegnen dækker kommunerne  Albertslund, Ballerup, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre.