Hop til indhold
Lyt

Ministeriets udgående konsulentenhed ’Brug for alle unge’ (BFAU) har netop inviteret de 25 af Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU) til en indledende dialog om samarbejdet om en række udviklingsindsatser, der skal køre over de næste tre år.

Initiativerne har fokus på at styrke vejledningsindsatsen for de ikke-uddannelsesparate unge.  De vil være lokalt forankret og vil blandt andet fokusere på metodeudvikling og indsamling af viden om best practice. I arbejdet indgår inddragelse af de unge og deres forældre og styrkelse af samarbejdet mellem forskellige aktører.

”Lige nu taber vi for mange børn og unge i løbet af skoletiden. Sidste år så vi, at omkring en fjerdedel af eleverne i 8. klasse var ikke-uddannelsesparate, og hver femte får ikke en ungdomsuddannelse inden for syv år efter 9. klasse. Der er brug for, at vi gør noget ekstra for at få dem tilbage på sporet. En af vejene er et tæt samarbejde mellem vejlederne, der er tæt på de unge, og ministeriets fagfolk, som har erfaring med at få unge klar til en ungdomsuddannelse,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby.

’Brug for alle unge’ har i løbet af 2015 besøgt samtlige 56 UU-centre for at få mere viden om de daglige udfordringer. Besøgene har blandt andet vist, at UU-centrene har en bred berøring med de ikke-uddannelsesparate unge, og at der arbejdes engageret på at få flere unge gjort klar til en ungdomsuddannelse.
De har dog også vist, at der stadig er udfordringer med målgruppen af ikke-uddannelsesparate unge. Fx kan motivation, psykisk sårbarhed og mobilitet ofte være en hindring for de unges vej gennem ungdomsuddannelserne. Regeringen har derudover netop nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan flere unge kommer godt igennem uddannelsessystemet.

Man vil løbende kunne følge udviklingen i ´Brug for alle unges´ vejledningsindsatser  på  hjemmesiden www.BFAU.dk.

UU-centre, der er inviteret til dialog om samarbejde:

UU Bornholm, UU Center Sydfyn, UU Esbjerg, UU Haderslev, UU Herning, UU Ikast-Brande, UU Jammerbugt, UU Kolding, UU København, UU Lolland-Falster, UU Mors, UU Nord, UU Odense og omegn, UU Randers, UU Silkeborg, UU Sjælland Syd, UU Skive, UU Sønderborg, UU Vallensbæk, UU Vestegnen, UU Vestsjælland, UU Viborg, UU Øresund, UU Aabenraa og UU Aalborg.

Brug For alle Unge

’Brug for alle unge’ (BFAU) er et udgående konsulentteam, som arbejder for, at flere unge påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse. Målet er at sikre, at alle unge får lige muligheder for at få en uddannelse og komme i arbejde.

’Brug for alle unge’ har eksisteret i mange år. Med satspuljeaftalen for 2015 blev der bevilliget 28 mio. kr. til at målrette indsatsen til at udvikle og understøtte vejledningen for ikke-uddannelsesparate unge. Indsatsen er forankret i et tæt samarbejde med Ungdommens uddannelsesvejledning og løber over en 4-årig projektperiode.

Find mere information på www.BFAU.dk.