Elever med synshandicap kan få bevilget en it-startpakke. Det kræver dog, at Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS) har foretaget en afklaring, og har anbefalet it-startpakke i den efterfølgende afklaringsrapport.
It-startpakken består af en bærbar computer, hvor der er installeret forskellige programmer samt SuperNova eller Zoomtekst (til svagsynede) eller JAWS (til blinde).
SuperNova og ZoomText er skærmforstørrende programmer, der gør det lettere for svagsynede at bruge en computer. Programmerne forstørrer indholdet på skærmen, tilføjer farvekontraster og kan læse tekst op med syntetisk tale.
JAWS er et skærmlæserprogram til blinde. Det oversætter det visuelle indhold på skærmen til syntetisk tale og giver mulighed for at styre computeren udelukkende ved hjælp af tastatur og lyd.
Styrelsens leverandør af it-startpakker og andre synskompenserende hjælpemidler til blinde og svagsynede er LVI Danmark. Det er også LVI, der står for reparation af hjælpemidlerne.
Dokumentation, når du ansøger
Når du som SPS-ansvarlig ansøger om hjælpemidler til en elev med synshandicap i SPSA, skal ansøgningen vedhæftes afklaringsrapport fra IBOS.