Afklaring af støttebehov finder sted ved synskonsulenten i området og indeholder en vurdering af behovet for synshjælpemidler, sekretærhjælp, studiematerialer fra Nota, mobility samt ergonomiske hjælpemidler.
Når synskonsulenten har foretaget en afklaring, vil uddannelsesstedet modtage en afklaringsrapport inden for 3 uger. I afklaringsrapporten vil der være anbefalinger af de hjælpemidler, som bedst kompenserer for synsnedsættelsen.
Der findes to former for afklaring af støttebehov:
Afklaring (omfattende)
Ved start på en ny uddannelse kan eleven få bevilget en omfattende afklaring. Ved en omfattende afklaring bliver støttebehovet identificeret, og synskonsulenten foretager en vurdering af, hvilke hjælpemidler der bedst kompenserer for synsnedsættelsen.
Vi kan også bevilge en omfattende afklaring, hvis der sker en markant ændring i behovet. Det kan fx være på grund af en stor ændring i synsevnen eller, at der på uddannelsen bliver stillet helt nye krav til hjælpemidler eller studietekniske færdigheder.
Afklaring (begrænset)
Ved behov for en mindre tilpasning af de synskompenserende hjælpemidler, så de bedre afspejler behovet, kan vi bevilge en begrænset afklaring. Det kan for eksempel være ved en ændring i synsevnen eller i uddannelsens materialer eller tilrettelæggelse.
Hvis der allerede foreligger en omfattende dokumentation og afklaring fra et tidligere uddannelsesforløb, bevilger vi en begrænset afklaring. Det kan for eksempel være ved skift fra ét uddannelsesforløb til et andet, hvor der ikke er afgørende forandringer i støttebehovet.