Hop til indhold
Lyt

Skrivetolk og tegnsprogstolk

Elever og studerende med hørehandicap kan få bevilget skrivetolk eller tegnsprogstolk i det antal timer, de har undervisning. Der kan også bevilges tolk til andre aktiviteter, der er relateret til undervisningen.

Elever og studerende kan få bevilget tolk til faglige aktiviteter på uddannelsen. Det kan for eksempel være: 

  • Undervisning på uddannelsen
  • Praktikforløb
  • Læsegruppemøder i forventet omfang  
  • Eksamen
  • Den faglige del af en studietur
  • Den faglige del af rustur
  • Obligatoriske vejledningsaktiviteter

Eleven eller den studerende kan ikke få bevilget tolk til sociale aktiviteter og aktiviteter, der ikke er obligatoriske.

Særligt om praktik

Tolkebistand i praktik kan bruges til:

  • Introduktion til nye arbejdsopgaver
  • Møder på arbejdspladsen
  • Direkte borgerkontakt

Sådan søger du om tolkebistand

Det er vigtigt, at du beskriver tolkeopgaven så præcist, som muligt i ansøgningen.

Det er vigtigt, at beskrivelsen indeholder:

  • Angivelse af  elevens eller den studerendes ønske om tolkeleverandør (se listen over tolkeleverandører nedenfor)
  • Start- og slutdato for undervisningsforløbet
  • Tidspunktet for undervisningen
  • Undervisningsstedets adresse
  • Hvilken slags undervisning, det drejer sig om: klasseundervisning, gruppearbejde, værkstedsundervisning, dialogundervisning, forelæsning eller andet
  • Om der bliver talt fremmedsprog i undervisningen
  • Om der er behov for to tolke til dele af undervisningen
  • Dato for eksamener eller andre vigtige begivenheder, hvis det er muligt at oplyse dette
  • Telefonnummer til relevant kontaktperson på uddannelsesstedet
  • Om der er behov for tegnsprogs- eller skrivetolkning, eller eventuelt begge dele
  • Om der er andre tolkebrugere på uddannelsen
  • Hvis eleven eller den studerende skal i praktik, skal praktikstedets adresse og dato for praktikforløbets start og slut oplyses.

Se listen over hovedleverandør og fritvalgsleverandører

Ramme for tolkebistand

Den vejledende ramme til tolkebistand er som udgangspunkt 300 timer pr. semester.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har indgået aftaler med tolkeleverandører med henblik på levering af tegnsprogs- og skrivetolk bistand. Tolkebistanden bliver administreret i Tolkeportalen.

Læs om Tolkeportalen på spsu.dk

To-tolkebistand

To-tolkebistand kan blive bevilget efter en konkret vurdering, som tager udgangspunkt i de krav, der bliver stillet på uddannelsen og det uddannelsesniveau, der skal tolkes på. Der bevilges som udgangspunkt ikke to-tolke til ungdomsuddannelser, bortset fra eksamenssituationer.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal godkende brugen af to-tolkebistand inden det kan iværksættes.

Skærmtolkning

Skærmtolkning foregår via computer med kamera og mikrofon. Tolken er fysisk placeret et andet sted og bliver ringet op for tolkning. 

I det omfang undervisningen eller praktikforløbet kan foregå via skærmtolkning, kan den fysiske tolkning erstattes af skærmtolkning.

Tolken kan få en rammebevilling til undervisningsmaterialer

For at lette tolkningen, og give tolken mulighed for at forberede sig, kan der ansøges om, at tolken får bevilget en ramme til at anskaffe sig de undervisningsmaterialer, eleven eller den studerende bruger i undervisningen.

Rammen bliver sat efter behov og efter aftale med tolkeleverandøren og uddannelsesstedet.

Dokumentation, når du ansøger

Når du som SPS-ansvarlig ansøger om støtte til en elev eller en studerende med et hørehandicap i SPS2005, skal ansøgningen vedhæftes dokumentation for funktionsnedsættelsen.

Døve støttemodtagere

Kopi af journal fra høreklinik/sygehus, hvoraf diagnosen fremgår.

Sidst opdateret: 7. marts 2022