Det er skolens leder, der vurderer elevernes behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Efterskoler kan få vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning hos elevens tidligere skolekommune. Frie fagskoler kan få vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning hos elevens tidligere skolekommune, hvis eleven ikke er fyldt 18 år ved skolestart. 

Taxametermodellen betyder, at skolens tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand bliver ydet på baggrund af den takst, som er fastsat på finansloven og på de aktiviteter, der er gennemført i det skoleår, der slutter før finansåret.

Tilskuddet består af:

  • En grundtakst til alle elever på skolen
  • En Tillægstakst 1 til elever med behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, der svarer til støtte i mindst ni timer ugentligt
  • En Tillægstakst 2 for elever med behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med særligt omfattende støttebehov.

En elev kan således enten udløse 

a) grundtakst alene, 
b) grundtakst + tillægstakst 1 eller 
c) grundtakst + tillægstakst 2.

Tilskuddet bliver beregnet på baggrund af de takster, der er vedtaget i finansloven og af antallet af elever i det skoleår, der slutter i året før finansåret. 

Tilskuddet bliver beregnet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og bliver udbetalt i 12 lige store månedlige rater. Tilskuddet er endeligt og efterreguleres ikke.

For eksempel bliver tilskuddet i 2020 beregnet på baggrund af det antal af elever, der modtager specialundervisning i skoleåret 2018/19, der bliver indberettet i oktober 2019.

Aktivitetskravet

Der er indført et krav om en minimumaktivitet, hvis skolen skal modtage tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. 

Kravet indebærer, at en skole i finansåret skal have haft mindst 0,25 årselev, der opfylder betingelserne, for at skolen kan modtage tilskuddet.

Hvis aktivitetskravet ved finansårets afslutning ikke er opfyldt, vil det udbetalte specialundervisningstilskud blive trukket tilbage.

Hvornår indberetter man specialundervisningsaktivitet?

Skolen skal indberette specialundervisningsaktivitet for det afsluttede skoleår senest den 1. oktober. 

Find vej til indberetningsportalen via uvm.dk

For at en elev kan indgå i beregningsgrundlaget for tilskud efter Tillægstakst 1, skal følgende to betingelser være opfyldt:

  • Skolen har en aktuel skriftlig udtalelse fra PPR i elevens tidligere skolekommune om, at elevens støttebehov er mindst ni ugentlige undervisningstimer.  For elever på frie fagskoler, der er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, erstattes udtalelsen fra PPR af en tilsvarende udtalelse fra en sagkyndig person, der er uafhængig af skolen.
  • Skolen har udarbejdet en skriftlig plan for indsatsen for eleven 

For at en elev kan indgå i beregningsgrundlaget for tilskud efter Tillægstakst 2, skal disse betingelser være opfyldt. Desuden skal skolen kunne vise en aktuel skriftlig udtalelse fra PPR i elevens tidligere skolekommune, der viser, at elevens støttebehov er særligt omfattende.

Elever med særligt omfattende støttebehov udgør antageligt en begrænset andel af de elever, der har behov for specialundervisning. Ministeriet har udarbejdet en vejledning til, hvad særligt omfattende støttebehov betyder.

Retningslinjer til vurdering af om en elev har et særligt omfattende støttebehov (åbner pdf)

Grundtaksten bliver udbetalt til alle elever på baggrund af skolens godkendelse til samlet særligt tilbud. Skolen skal vurdere, om eleven har behov for skolens særlige tilbud, men det er ikke nødvendigt at indhente en udtalelse fra PPR eller vise en plan for elevens undervisning for, at skolen kan modtage grundtaksten.

Du kan finde taksterne vedrørende specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i takstkataloget.

Takstkataloget

PPR-udtalelsen eller udtalelsen fra den faglige sagkyndige person og den skriftlige plan, som er den nødvendige dokumentation for at skolen kan få tilskud til eleven, skal opbevares på skolen til brug for revisor og eventuelle tilsyn på området.

Dokumentationen skal ikke indsendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, men opbevares på skolen, for eksempel i tilfælde af tilsynsbesøg.

Skolen skal så vidt muligt have PPR-udtalelsen i forbindelse med, at eleven bliver optaget på skolen.

Den skriftlige plan skal også helst være på skolen, før skoleåret går i gang, også selvom indberetningen først finder sted, når skoleåret er afsluttet. Planen kan tilpasses i løbet af året, efterhånden som skolen lærer eleven bedre at kende. 

Skolen skal desuden systematisk og løbende evaluere indsatsen over for elever, der indgår i beregningen af Tillægstakst 1 og 2. Det kan være en del af den skriftlige plan. 

Skolen skal også i ledelsesberetningen i årsrapporten redegøre særskilt for, hvordan tilskuddet bliver brugt.

Den skriftlige plan er et værktøj, der ud fra et pædagogisk sigte har til formål at sikre, at skolen arbejder systematisk med at tilrettelægge specialundervisningsindsatsen for de enkelte elever. Den skriftlige plan for indsatsen skal fortælle, hvordan skolen rent pædagogisk og didaktisk planlægger at støtte den enkelte elev. 

Den skriftlige plan kan danne baggrund for dialog med eleven og forældrene om skolens konkrete indsats for eleven. 

Den skriftlige plan skal være aktuel og handle om de indsatser, der er planlagt i det aktuelle skoleår. Planen skal derfor være klar enten lige før eller lige efter sommerferien. 

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har lavet en skabelon for den skriftlige plan for specialundervisningsindsatser. 

Det er ikke et krav at anvende skabelonen. Skabelonen er også en vejledning til, hvad de skriftlige planer for indsatsen bør indeholde.

Skabelon for skriftlig plan for den specialpædagogiske indsats (Wordfil)

Sidst opdateret: 16. maj 2019